Ny protokol for dampautoclaver

Ny protokol bidrager til høj patientsikkerhed.

FSTA’s nationale styregruppe har netop offentliggjort protokollen med vejledende retningslinjer for validering af store dampautoklaver på landets hospitaler. Formålet er at sikre en høj patientsikkerhed, når det gælder rene og sterile instrumenter.

Med den nye protokol ønsker styregruppen i FSTA at sikre et fælles udgangspunkt for hospitalets driftsfolk og eksterne leverandører, når det gælder aktiviteter om indkøb, årlig validering, dagligt vedligehold og service af store dampautoklaver til medicinsk flergangsudstyr.

”Det er en stor opgave at lave validering af en autoklave. Ved at følge denne protokol kan vi være med til at sikre, at alle de nødvendige processer finder sted, og at arbejdet er ensartet, fordi autoklaverne bliver valideret efter samme protokol. Det er nemlig vigtigt, at hospitalerne har et kvalitetsprodukt, der til enhver tid lever op til gældende standarder,” siger bestyrelsesmedlem i FSTA og formand for styregruppen, Thorkil Vandborg, og fortsætter:

”Det er nødvendigt, at patienter og ansatte på landets hospitaler kan stole på, at instrumenter til operationer og undersøgelser er sterile, når de skal bruges. Det er et meget vigtigt led i behandlingssystemet, og det kræver selvfølgelig, at vi har systemer og procedurer, der kan leve op til dette.”

Protokol er nu klar til brug
Den nye protokol for validering af store dampautoklaver gør det nemt for både hospitaler og leverandører at gennemgå alle nødvendige procedurer gennem blandt andet en række tests af temperaturer, tryk og andre variabler.

”Den udfyldte protokol bruges også som dokumentation og ved kontrol. Hvis der opstår problemer med dampautoklaven, kan protokollen bruges til at se nærmere på, hvor det er gået galt, og om der er fejl på maskinen. I den nationale styregruppe lægger vi op til, at protokollen udfyldes en gang om året, ligesom en fornyet validering finder sted, hvis noget på maskinen går i stykker,” forklarer Thorkil Vandborg.

SE PROTOKOLLEN HER